Der er et enormt pres på landbruget til at finde klima-virkemidler - og der er særligt fokus på to fra landbrugsorganisationerne SEGES og Landbrug og Fødevarer:
- methan-hæmmeren 3-NOP, også kendt som Bovaer.
- nitrifikationshæmmere som f.eks. DMPP, kendt som Vizura.
Men er de i virkeligheden en farlig vej til at opnå en tvivlsom besparelse (20-30% reduktion) med store potentielle bivirkninger?
For at forstå bekymringen, skal man vide, at 3-NOP virker ved at hæmme hhv. væksten af hhv. methanproducerende arkæer i koens vom og DMPP hæmmer nitrificerende bakterier i jorden.
Et andet ord for kemiske substanser der på den måde hæmmer mikrobielt liv er ANTIBIOTIKA.
RESISTENS
Strategien er altså at fylde køer og jord med antibiotika for at hæmme udviklingen af klimagasser. Dermed er man på vej i præcis samme retning som dengang man gav antibiotika til f.eks. smågrise for at fremme vækst, zinkoxid ditto - metoder man nu har udfaset og er stærkt skeptiske overfor.
Så hvor længe går der før microorganismerne udvikler resistens? Det er altså måske en kortfattet gevinst?
UØNSKET KEMI I NATUREN
Samtidig er man igang med at sprede en masse kemi og dets nedbrydningsprodukter i naturen, kemi som man måske ikke ønsker at have der. Landbruget risikerer altså at reducere ét problem, for blot at skabe et andet (forurenet grundvand f.eks.)?
GEVINST FORSVINDER
Derudover placerer man en masse værdi i patenter som store kemifirmaer ejer - med andre ord: vi kan være helt sikre på at prissætningen af disse midler vil være meget tæt på den økonomiske klimagevinst som landbruget har - gevinsten vil altså i overvejende grad forventes at havne i kemifirmaernes lommer, ikke landbrugets eller samfundets.
Det virker som om at man er igang med at begå den samme fejl som vi har set så mange gange før, når man gør et erhverv afhængig af kemi andre har patent på og som kræver enorme udgifter til f.eks. godkendelser, før man overhovedet får lov til at bruge det.
Det bliver næppe landbruget der bliver vinderen her...
