GRUMO-overvågningerne afslører, at flere og flere fund af anioniske detergenter i grundvandet - faktisk er mange af pletterne på kortet vandværksboringer. Disse detergenter er sæber, typisk af typen natrium-laurylsulfat. Hyppigt anvendt i forbrugerprodukter som håndsæbe, tandpasta, bilsæbe og shampo pga deres skumdannende, emulgerende og bakteriedræbende effekt.
Sjovt nok har man for natrium-laurylsulfat og lignende ikke fastsat en ultra-lav krav-værdi, selv om stofferne har en bakteriedræbende effekt. Man har indført en grænseværdi på f.eks. 100 µg/L for natrium-laurylsulfat, en af de allermest anvendte typer. Det er 1000 x højere end for pesticider.
Prøv at kigge på dine produkter. Hvor mange steder finder du natriumlaurylsulfat eller på engelsk: sodium lauryl sulfate (der kan også stå f.eks. anioniske tensider)?
Det er kemi du vasker dig i. Skyller munden i. Gør dine ting ren i - og skyller dem ud i kloakken bagefter, selv om rensningsanlæggene er dårlige til at fjerne dem, og i tilfælde af overløb lukker dem direkte ud.
Ifølge Jupiter-databasen, indeholder 2% af de aktive vandboringer sæberester over grænseværdien, og 70% af boringerne har på et tidspunkt indeholdt sæbe. Men lige som pesticider, fortyndes det op og forsvinder over tid.
Så hvorfor denne forskelsbehandling? Og hvorfor hører man aldrig i pressen om disse fund af efterladenskaber fra private forbrugere i grundvandet?
Jeg siger ikke at spor efter sæbe er farligt. Jeg siger bare, at med de fine målemetoder vi har idag efterlader vi os alle spor. Hvad enten vi er landmænd, offentligt ansatte eller noget helt tredie.
