Men det stoppede brat, da ledelsen havde satset forkert på forventningen om brændstofudvikling.

På bare én uge tabte OW Bunker alt på gulvet. Over 1,6 milliarder kroner i tab - hvordan kunne det gå så galt?

Meget tyder på, at det der primært væltede læsset var et sats på futures i skibsbrændstof. Med en prisaftale på mere end 1 million tons i et marked med faldende oliepriser betød det, at virksomheden havde satset på stabile eller stigende energipriser, imens markedet ville det modsatte. Priserne faldt.

Med en pris på 1 million dollar for hver dollar olieprisen faldt, tabte firmaet næsten 200 millioner dollar - eller ca 1 milliard kroner - og det knækkede den.

Ledelsen havde mistet alt - og meget tyder på, at man tilmed havde brugt den gamle læresætning fra den slags handler: When in trouble, then double - og at det blot have forværret problemerne.

Hvad kan vi så lære af det?

Vi kan lære, at man i energispørgsmål skal være særdeles varsom med at sætte alt på ét brædt, og at man skal lade være med at tro, at man kan spå om fremtiden. For der sker hele tiden nye landvindinger og nye teknologiske udviklinger der gør at markederne ændrer sig. Læg dertil, at krige og stridigheder kan få priserne til at både stige og falde, så har man en veritabel krudttønde i et allerede meget volatilt marked.

Tager men ét skridt tilbage, og ser på den danske regerings energipolitik, løber det derfor hurtigt én koldt ned af ryggen. For regeringen og klimaministeren har lavet præcis samme fejltagelse som OW Bunker. Satset på stigende energipriser.

Med milliard-investeringer i vind-energi, der kun var rentabel i et marked med stigende elpriser, har regeringen sendt milliardregninger til de danske forbrugere og virksomheder i form af PSO afgifter. Det koster hver dag konkurrenceevne og sender job i 1000-vis ud af landet.

For at gøre ondt værre, ser det nu ud til, at klimaministeren vil lave præcis samme When in trouble, then double satsning som OW Bunker, og bygge flere vindmøller. Massivt flere.

Dermed kan regeringen og ministeren ikke bare slavebinde danskerne i årevis fremover - de kan reelt vælte læsset og sende dansk økonomi i en dødsspiral, hvor vi ikke blot mister nogle få 1000 arbejdspladser, men på sigt sender økonomien i ruin.

Vil vi virkelig lade det ske?

Hvis man tror klippe fast på CO2 dommedags-scenariet, var der så ikke klogere ting vi kunne gøre? Forske i et økonomisk rentabelt alternativ f.eks.? Er den bedste løsning virkelig at sende landet på randen af en økonomisk katastrofe? Hvis ikke den øvrige verdensbefolkning følger trop, er en CO2 indsats fra dansk side jo nyttesløs.

Hvornår kommer fornuften tilbage i klimaministeriet, og hvornår får borgerne øjnene op for hvor alvorligt det her er?

Allan Holm Nielsen