GINI-koefficienten er en teknisk beregnet størrelse. Den er et udtryk for hvor tæt man er på at alle tjener det samme hele tiden - uanset alder, ancienitet, uddannelse, ansvar, risiko. Et øjebliksbillede af indtægtsfordelingen. Når den er 0 er alle lige. Er den 1, er det én person, der tjener alle pengene i den undersøgte gruppe. I Danmark er den knap 0,30. Men er det meget eller lidt? Ser vi på Danmark, så har vi en gennemsnitsindtægt på ca 286.000 kr pr person pr år. Det fordeler sig fra studerende, der tjener små 100.000 pr år, og til direktørerne, der tjener millioner. En ganske stor spredning, kan man sige. Er det nu også rimeligt?

Ser man på én persons livstidsindkomst, er det nok rimeligt for de fleste, at man i starten, hvor man står uden uddannelse og uden erfaring, tjener mindre. Typisk starter man således på SU og med et studiejob.

Antager vi f.eks. at én person som studerende tjener 96.000 kr/år i 10% af tiden de har en indtægt (altså ca 5-6 år), derefter arbejder i lavtlønnede job i 15-18 år til 336.000 kr/år, så får et bedre job pga erfaring til 420.000 kr/år og slutter som specialist i 5-6 år til 600.000 kr/år – for endelig at gå på pension og tjene 180.000 kr/år resten af tiden, og indiblandt dette går i perioder som arbejdsløs/sygemeldt/på barsel til 192.000 kr/år – så vil man i løbet af sin livstid have en GINI-koefficient for indkomst-fordelingen over livet på 0,29 og en gennemsnitlig årsindkomst på 286.000 kr – altså præcis den samme som vi som danskere har i gennemsnit.

Hvis vi altså antager, at alle indbyggere i et land følger dette mønster, lav indtægt til at begynde med, og højere senere – vil vi stadig teknisk komme frem til en GINI-koefficient for landet på 0,29 – trods det, at alle faktisk tjener præcis det samme i løbet af deres liv. Hvis man som specialist til sidst ender med at kunne tjene mere – lad os sige 1 mio kr/år - vil GINI-koefficienten stige til 0,42. Men ligheden vil reelt være præcis den samme, og samfundets velstand, betydeligt bedre. Derfor er GINI-koefficienten et skidt mål for lighed. For folk kan reelt være 100% lige over en livstidsindkkomst, og alligevel måles landet som om, at der er ulighed.

Tager du ydermere en kontanthjælpsmodtager på under 30 år i Danmark, så får de pt ca 5.800 kr/måned. Sammenliget med verdensbefolkningens indtægter, så placerer en sådan indtægt kontanthjælpsmodtagerne i de 18% højest lønnede i verden, og så har man ikke en gang medregnet værdien af f.eks. frit sygehusvæsen, tilskud til dit og dat og alle de andre ”gratis” glæder som velfærdsstaten forsørger. Skal vi altså have ligeløn i hele verden, vil selv de lavest lønnede danskere skulle forvente at blive væsentligt mindre velhavende, end de er i dag. Men det budskab har venstrefløjen helt glemt, midt i hele ligheds-euforien. Og med god grund. For hvor mange venstrefløjspolitikere har lyst til at fortælle kontanthjælpsmodtagerne at de reelt er rige, og skal aflevere en stor del af deres velstand til mindre bemidlede rundt omkring i verden – hvis lighed er målet? Det vil næppe give ret mange stemmer.

Der er med andre ord behov for at få nuanceret debatten. Sammenlignet med resten af verden er vi super-rige i Danmark. Også kontanthjælpsmodtagerne. I virkeligheden handler debatten nok mest om misundelse. Hvis naboen har det ringere end os selv, er vi glade. Alternativt er vi forurettede og bliver skingre i vores piveri. Vi er derfor nød til at se på helheden, livstidsinskomster, købekraft, skattebetaling og ”gratis” goder, hvis vi skal lave en reel vurdering af hvad man får og hvordan uligheden i Danmark og verden fordeler sig. Fjerner man guleroden ved at dygtiggøre sig, yde en ekstra indsats, virkelig gøre sig umage, så ryger sammenhængskraften også. Og det vil være katastrofalt for velfærdssamfundet. Det synes jeg politikerne bør skylder vælgerne at forklare, så borgerne ikke misinformeres og stikkes blår i øjnene hele tiden.

Bragt som kronik i Fyens Stiftstidende 26.6.2014