Mange vil måske mene, at lønpres eller social dumping er en sygdom, der skal bekæmpes. Men det er ikke helt beskrivende nok. Social dumping er ikke sygdommen – social dumping er symptomet, der opstår på grund af sygdommen. Ydermere kan flere forskellige sygdomme lede til social dumping, så bare at diagnosticere ud fra symptomet alene, kan ikke identificere sygdommen og dermed kuren.

Virksomheder i Danmark er underlagt fri konkurrence. Fri konkurrence er ligefrem lovbefalet i de fleste tilfælde. Prisaftaler og karteldannelse er forbudt og skadeligt. Selv virksomheder, der kun producerer varer til hjemmemarkedet er underlagt skarp konkurrence, da vi importerer en mængde varer indenfor stort set alle produkttyper. Konkurrenceevne er med andre ord en særdeles vigtig parameter for virksomheders overlevelse. Da løn er en stor del af mange virksomheders omkostninger og lønniveauet i Danmark er blandt de højeste i verden, spiller lønnen en stor rolle i forhold til danske virksomheders konkurrenceevne. Det høje lønniveau betyder, at virksomhedernes konkurrenceevne sættes under hårdt pres, særligt i en krisetid som nu, hvor prisstigninger på produkter er lav eller negativ. Når virksomhederne ikke kan hæve priserne på deres produkter, eller ligefrem må sætte priserne ned, er der brug for løntilbageholdenhed eller lønnedgang – og her opstår problematikken omkring lønpres og social dumping så. For med krisen kom høj arbejdsløshed, og flere og flere står i kø for at få et job. Vil virksomhederne med andre ord forbedre deres konkurrenceevne for at overleve, er det nærliggende at tilbyde arbejdet til en lavere løn, forbedre konkurrenceevnen og gøre produktionen rentabel igen. Alternativet ville ofte være at lukke produktionen ned og skabe endnu flere arbejdsløse. Men hvad er sygdommen i ovennævnte? Der er to primære muligheder.

Første mulighed er: For høje offentlige omkostninger. Disse nødvendiggør høje skatter og afgifter, som dermed presser konkurrenceevnen ned.

Anden mulighed er: En for stærk fagbevægelse, der har presset lønnen i en branche op i niveauer som branchen ikke kan bære, så konkurrenceevnen bliver for dårlig.

Fagbevægelsen peger på en tredje mulighed: Griske arbejdsgivere ønsker at drive lønnen ned for profittens skyld. Med andre ord: selve kapitalismens grundlag – den frie konkurrence - gøres til syndebuk.

Bekæmpelsen af social dumping forsøges derfor pt gennemført ved at holde fast i overenskomstmæssige satser, uanset at disse ikke er bæredygtige i et frit og åbent europæisk marked. Man ignorerer de lovkrav der normalt er om fri prisdannelse og karteller. Lønningerne holdes kunstigt oppe. Der bliver ubalance mellem løn og produktivitet/værdiskabelse. Problemet er bare, at den tilgang ikke kurerer sygdommen. Det fjerner måske nok symptomet i visse tilfælde, men behandlingen vil blot gøre sygdommen endnu værre.

De virksomheder der ikke har overskud til at dække de høje lønomkostninger vil forsvinde – enten ved at de lukker eller ved at de flytter til udlandet. Arbejdsløsheden vil med andre ord stige og de offentlige omkostninger øges fordi skatterne igen må sættes op. Lønnen er måske ikke sat ned på papiret, men udhulet, ved at købekraften mindskes. Skal det så atter kompenseres, må lønnen sættes op, konkurrenceevnen forringes og flere bliver igen arbejdsløse. Symptombehandlingen skaber en negativ spiral som blot gør problemet værre og værre.

I min optik kan problemet kun løses ved en koordineret indsats: Lønningerne skal sænkes samtidig med at skatter og afgifter sættes ned, så købekraften i vid udstrækning bibeholdes. Kun derved kan man få den synergieffekt, der er nødvendig: Flere og nye arbejdspladser vil sænke de offentlige udgifter til overførselsindkomster, der igen vil give det offentlige den besparelse, der skal finansiere skattenedsættelsen.

Dagens debat om social dumping fokuserer slet ikke på denne fælles løsning. Der fokuseres udelukkende på overenskomstmæssige satser og at man under ingen omstændigheder vil acceptere lønnedgang, trods det koster danske arbejdspladser eneste hver dag. Debatten skal drejes og en koordineret indsats skal igangsættes, så vi kan få øget vores konkurrenceevne, få skabt de nødvendige arbejdspladser og få stoppet den frygt for arbejdsløshed, som præger samfundet i dag. Kun derved kan vi overkomme sygdommen, få skabt vækst og blive raske igen.