Vi har gratis sygehuse, skoler, universiteter. Vi har billig børnepasning. Vi får tilskud til tandlægen. Kunstig befrugtning. Børnene. Sterilisation. Medicin. Høreapparater. Rengøring. Husleje. Transport ... der er næsten ikke grænser. Og det er kun i det private. Virksomheder får tilskudsordninger til udvikling, investering, omstilling, lønninger, energi, eksport ... listen og junglen af regler og muligheder for at hente tilskudskroner er næsten uendelig.

Men det er vel godt med al den hjælp. Politikerne gør det jo for at være retfærdige. For at skabe den rette udvikling. De rette incitamenter. De vil bare hjælpe. Tja. Det kan godt være, at intentionerne er gode - når politikerne skal rose sig selv.

Men hvad er konsekvensen i virkeligheden?

Det er klart nok: afhængighed.

Uden tilskud kan vi ikke få lønchecken til at slå til - eller virksomheden til at give overskud. Forstil dig, at du ikke fik SU, dagpenge, sygedagpenge, børnepenge, tilskud til børnehave, høreapparat, boligsikring, fradrag for kørsel, sygehusbehandling, medicin ... Så var du jo på den. Og det ser i mange erhverv endnu værre ud.

Forestil dig et erhvervsliv uden tilskudsordninger til investering i ny teknologi, tilskud til eksportfremstød, tilskud til elever, refusion af energiafgifter ... Godt nok er tilskuddene ofte blot en tilbageførsel af skatter og afgifter, som private og virksomheder betaler og får tilbage - men hvis nu politikerne fik nye ideer, nye visioner? Så risikerede man jo, at de ændrede reglerne - og dermed en væsentlig del af private og virksomheders omkostningsfordeling. I værste tilfælde kan det jo betyde konkurs.

Når politikerne derfor kommer med nye, højere skatter - og flosklerne om at det er for vores alles bedste - så skal man være skeptisk. For det handler det i bund og grund slet ikke om. Det handler om at skabe afhængighed. Afhængighed af overførselsindkomster og støttekroner. For så har politikerne krammet på vælgerne. Gør vælgerne ikke, som de skal, så kan man altid få en ny god idé - måske inspireret af at verden er ved at gå under, miljøet bliver påvirket, eller at livet er farligt. Man dør jo af det! Politikerne gør det jo kun for vores eget bedste. Altid. Se bare CO2-afgiften - som også blev opkrævet af vindmøllestrøm - og sidenhen CO2-kvoterne - som giver milliarder i statskassen uden at begrænse forureningen nævneværdigt. NOx afgiften. Sukkerafgiften. Fedtafgiften. Vandindvindingsafgiften. Spildevandafgiften. Benzinafgiften. Elafgiften. Tiltag der er indført for at redde danskerne og verden. Og give politikerne kontrol. For private og virksomheder bliver afhængige af at få tilbageført provenuet. Mange afgifter indføres jo hen over natten - bliver hevet ned over hovedet på danskerne - uden at de har mulighed for at nå at tilpasse sig, inden afgiften træder i kraft. Der er altså slet ikke tale om reelle adfærdsregulerende tiltag, der skal ændre noget som helst. Der skal bare penge i kassen.

Tommelskruerne strammes.

Nu skal du ikke være så negativ, Allan. Det går jo nok alligevel, siger vennerne. Helt sikkert. For det er jo netop pointen. Politikerne ønsker jo egentlig ikke at slå nogen af vælgerne ihjel - i hvert fald ikke hvis de sætter krydset det rigtige sted. Politikerne vil bare have magten og kontrollen. Men resultatet - set i et større billede - er bare, at det skader Danmark og danskerne. Virksomheder der skal investere i et afgiftshelvede som Danmark - i et land hvor afgifter bliver hevet ned over hovedet på dem uden ordentlig varsel - de er tilbageholdende. Mange virksomheder holder sig helt væk. Hvorfor investere i et miljø, hvor politikerne gang på gang trækker tæppet væk under den gode forretning? Der er jo ikke noget ved at investere penge i et land, hvor man skal leve på støtten. Hvor overskuddet er krummerne der er tilbage, når politikerne har taget deres, og tæppet kan blive hevet væk under dig når som helst.

Heldigvis har politikerne set lyset. Margrethe Vestager er jo fornuftig nok at høre på, når hun holder politisk tale - og Helle Thorning- Schmidt er jo i virkeligheden slet ikke socialdemokrat, men snarere en del af overklassen. Hun har lært at sno sig.

Men ønsker de overhovedet at ændre noget?

Vi har lige hørt, at energiplanen har reddet Dansk Gartneri. Eller rettere: undladt at udslette erhvervet totalt. Der er nemlig lovet nye tilskudsordninger, særregler og tilbageførsler af provenuer. Det er Ebberød Bank om igen. Mere administration og flere tiltag for at få erhvervet ind i folden. Fagbevægelsen har jo udråbt Dansk Gartneri til nogle slemme, griske arbejdsgivere, der ansætter udlændinge, når de ikke kan få dansk arbejdskraft, der gider.

Fy!

Virksomhederne udfører social dumping, siger fagbevægelsen og 3F. Og nu får gartnerne lige et sæt håndjern mere på, så de bliver mindet om, at de lever på politikernes nåde og gode humør. De lever på støtten - et liv hvor man bliver slået halvt ihjel og så genoplivet bagefter. Måske er jeg bare liberal af tankegang, når jeg tror på, at pengene befinder sig bedst i borgernes lommer. Jeg er jo også tilhænger af frihed under ansvar.

Tro på dig selv. Fuck janteloven.

Enhver er sin egen lykkes smed - herren i eget hus. Det er tilsyneladende ikke så almindeligt i Danmark mere. Og dog. Selv Pia Olsen Dyhr fra SF siger jo, at hun er liberal. Men det er nok mere et modefænomen med hende. Jeg tror, vi har meget forskelige definitioner af den sag - men jeg ved én ting: Det er ikke sundt med et liv på støtten. Det går ikke i længden - og regeringen trækker desværre i den forkerte retning for tiden.

Allan Holm Nielsen
Bragt som kronik i Fyns Stiftstidende 19.4.2012