- 12-12-2019
CO2-BINDING I LANDBRUGET SKAL MEDREGNES. ALTID.
Idag medtages den CO2 som planterne på marken binder i afgrøden IKKE i klima-regnskabet.
Resultatet heraf er at f.eks. den rene planteavlers klimaregnskab bliver stærkt negativt.
Det svarer til at man i banken kun regner med når du hæver på kontoen. Ikke når du sætter ind. For de penge du sætter ind bliver jo brugt hurtigt alligevel, er argumentet. Og det holder jo ikke.
Ved ikke at medregne binding i afgrøden, mister man godskrivning af højere udbytte og højt nutrient-use-efficiency.
En landmand der høster 10 ton korn på marken i stedet for 8 ton, bør naturligvis godskrives den ekstra binding det højere udbytte giver - særligt hvis inputtet er det samme. Og det kan det let være i praksis, ser man.
Kornets C-indhold (tillagt dets CO2-belastning fra øvrige faktorer) skal så følge det, og belaste den forbruger der spiser det, eller den forarbejdningsvirksomhed der bruger det og måske spilder en del på ineffektive produktionsmetoder.
Tilsvarende bør landmanden godskrives C-indholdet i den halm der leveres til halmafbrænding, for alternativet: at den nedmuldes - giver jo potentielt en lang C-lagring i jorden som humus. Og den går man glip af - lige som at man fortrænger C-afbrænding fra fossile brændsler. Idag løber energisektoren med den besparelse. Men reelt er den landmandens.
Ved ikke at medregne C-binding i dyrefoder mister man også overblikket over, om det reelt er klogt at lave foder i Danmark eller om det var klogere at importere det. Man bør altså i foder-værdien, CO2-mæssigt både medregne klimabelastning fra dyrkning af foderet, dets transport-omkostning CO2-mæssigt, forarbejdning og dets senere CO2-frigivelse.
Ellers har landmanden ikke et ordentligt styresignal for produktionen - og hele belastningen bør følge køddet i dets videre færd til forbrugeren, så det i sidste ende er forbrugeren der belastes med den klima-effekt produktionen har. Ikke landmanden. For det er jo forbrugeren der spiser køddet i sidste ende. Præcis som med kornet.
Så argumentet om, at produkterne jo spises og CO2 dermed frigives igen holder ikke. Det er ikke landmandens problem. Det er forbrugerens. Noget korn jo kan ligge på lager i mange år inden det bliver spist. Det må tælle for noget. Og opbevares det ikke ordentligt så det ender med at blive brændt, må det være den der opbevarer det forkert, der belastes af den udledning. Ikke landmanden. Tilsvarende for halm: det kunne potentielt ligge på et stråtag i 100 år, og ikke blive til CO2.
Hvorfor skal landmanden belastes af det?
Den der binder CO2 skal godskrives det. I fremtiden kan det blive en kæmpe handelsvare for landbruget. Det skal man naturligvis have credit for.