- 11-05-2014
Roundup – fakta og perspektivering omhandlende giftighed
Danmarks Naturfredningsforening (DN.dk) har for tiden meget fokus på rent drikkevand, og påpeger ofte, at man finder ”gift” i drikkevandet, og må lukke boringerne.
Det er korrekt nok – og det er naturligvis bekymrende, at ”noget” der ikke tidligere har været i drikkevandet, nu pludselig dukker op. Men hvor alvorligt er problemet, og er der reelt tale om ”gift” i den giftige forstand. Kan man, med andre ord, dø af det?
Stoffers giftighed fastsættes ved en værdi man kalder LD50. Det er den mængde stof man skal give rotter, før at 50% af rotterne dør, sådan groft forklaret.
For glyphosat, som er aktivstoffet i Roundup, er LD50 5,6 g pr kg legemsvægt. Oversat til menneske-termer, vil man altså anslå, at en mand på 80 kg skal indtage 448 g rent glyphosat for at der er 50% chance for at dø af det. Et typisk kommercielt produkt, som Roundup Extra, indeholder 7,2 glyphosat pr liter. Dermed skal en voksen mand altså drikke 62liter ren, ufortyndet Roundup Extra for at indtage hvad der svarer til LD50.
Til sammenligning er grænseværdien for hvornår en vandboring klassificeres som forurenet, og må lukkes på 0,1 mikro-gram glyphosat pr liter – altså 0,0000001 g pr liter – eller én 10-milliarddedel. Det er en grænseværdi, der er fastsat politisk. Den har intet med en konkret giftighed eller farlighed at gøre. Det handler mere om, hvor lidt der skal være, før man med sikkerhed kan måle det. Altså en såkaldt detektionsgrænse.
Skal en mand på 80 kg altså drikke glyposat-forurenet drikkevand, der ligger på grænseværdien, nok til at nå LD50, skal han altså drikke 4.480.000.000.000 liter vand. Det er det samme som 4 kubik-kilometer vand. Godt og vel. Altså 4 terninger på hver én kilometer i højde-bredde-dybde. Det er ret meget.
Sammenligner vi giftigheden af glyphosat med f.eks. almindeligt køkkensalt, så har køkkensalt en LD50 på ca 3 g pr kg legemsvægt. Eller næsten en dobbelt så høj giftighed som glyphosat. Og køkkensalt tilsætter vi frivilligt vores mad i helt ren form i store mængder. Uden i øvrigt at skænke det megen tanke, ud over, at det jo smager godt.
Konsekvensen af denne lave grænseværdi og unuancerede debat omkring giftighed er, at mange mennesker vælger at købe flaskevand i stedet. Det er jo renset og godt. Det har et firma sat sit navn på. Checktegn.
Men flaskevand indeholder masser af uønskede stoffer. F.eks. phtalater. Et af de mere udbredte, BBP, kan findes i flaskevand, og videnskabelige analyser har vist, at forekomsten i vandet ofte ligger i størrelsesordenen 1-5 mikrogram pr liter vand. Altså 10-50 gange mere, end grænseværdien for glyphosat. Phtalater er dels hormonforstyrrende – og dels kan de virke kræftfremkaldende. BBP har dog ikke akut giftighed som sådan, og har en LD50 på ca 2,3 g pr kg legemsvægt. Altså godt det dobbelte af glyphosat og mere end køkkensalt.
Opsummeret betyder det, at mange – af frygt for et mindre skadeligt, og langt lavere forekommende herbicid – vælger at drikke flaskevand, der indeholder flere og farligere stoffer. Det skader altså mere end det gavner.
Andre igen vælger at drikke f.eks. sodavand og andre læskedrikke – og indholdet af skadelige stoffer i disse overgår i markant højere grad indholdet i flaskevand.
Der er altså endnu værre.
Så opfordringen til Dansk Naturfredningsforening skal herfra lyde, at det er fint nok at bekymre sig om fremtiden og oplyse om potentielle problemer. Men ”oplyse” er det operative ord her. Gennem hetz og overdrivelse, gør man kun problemerne værre.
Kilder:
http://www.tidsskriftetvaekst.dk/Milj%C3%B8.6360/Mere-glyphosat-i-grundvandet.341.aspx
http://mst.dk/media/mst/69877/Fakta1%20om%20glyphosat%20og%20grundvand.doc
http://toxnet.nlm.nih.gov/cgi-bin/sis/search/a?dbs+hsdb:@term+@DOCNO+2107
http://www.middeldatabasen.dk/Product.asp?ProductID=51107
J Toxicol Sci. 2011 Aug;36(4):469-78. Phthalates residues in plastic bottled waters.